Sognesammenhold mod syd ønskes
Da vi for snart 7 år siden flyttede til landsbyen Voerladegård var det fordi området havde en dejlig natur, lave grundpriser og ikke mindst et imødekommende og aktivt landsbyliv, med gode lokale muligheder for vore børn. Vi er ikke blevet skuffet. Og både dagplejen, børnehaven, skolen, foreningslivet og det lokale erhvervsliv har vi oplevet som velfungerende med mange tilfredse brugere.
Konsekvenserne af at vælge Skanderborg frem for Horsens storkommune kan vi kun drømme om, og vi kommer sikkert til at høre mangt og meget for og i mod. Men konsekvenserne af at fjerne elev grundlaget for en lille skole i et lille lokalsamfund kan vi allerede i dag se flere andre steder:
* Skolen lukker
* Nytilflytning af børnefamilier reduceres med faldende huspriser tilfølge
* Børnefamiliernes engagement i landsbyen mindskes, fordi en del af det i stedet rettes mod aktiviteterne omkring børnenes nye skole
Grundlaget for skolen er i dag Voerladegård og Sdr. Vissing sogne med opland. For 8. og 9. klasse er grundlaget desuden skoledistrikterne Nim/Underup, Grædstrup, Tønning/Træden og Brædstrup by. Ændres dette drastisk, dvs. at kun Voerladegård løsriver sig fra Brædstrup, viser de nuværende og fremskrevne elevtal i distrikterne tydeligt, at elev grundlaget for begge skoler reduceres. Se fakta på http://www.braedstrup.dk/info.asp?infoId=1470653
Bliver Gl. Ry, Ry og Skanderborg vort nye elev opland - næppe.
Derfor lyder min opfordring: Sdr. Vissing og Voerladegård sogne - hold sammen!
Og helst sammen med Horsens; med et samlet Brædstrup ser jeg flest chancer for bevaring og udbygning af elev grundlaget for vore skoler, og dermed bevaring af vor status som et attraktivt område - med et par dejlige skoler!
Terkild Holst, Kirstinelund
|